Nordfyn
Her er den Hjemstavn, hvor Fædrenes Høje
ligger fra Oldtid, som Kundskab ej naar,
her er den Mark, vore Fædre saas pløje
Hundreder Gange i Hundreder Aar.
Her fandt de Venskab, her fandt de Fjendskab
her fik de Morskab, her vandt de Kendskab,
de Gamle, som hviler i Ro.
Her er vor Dalskov, hvor Nattergalsangen
klinger saa herligt i Vaarnattens Fred,
her er en Storskov, hvorfra Økseklangen
synger om Fald og Forgængelighed.
Her har jeg sværmet, her har jeg digtet
her har jeg svoret, her har jeg svigtet
de Drømme, der fyldte min Sjæl.
Her har vi Stranden, hvor Bølgerne bruser,
Bølger fra Nord og fra Øst og fra Vest,
her har vi Skoven, hvor Bøgene suser,
smykket med lysgrønt til Majdagens Fest.
Her ligger Sletten, ensformigt Vidsyn:
Kornmark og Græsmark og Brakmark paa Nordfyn
med Tusind af Haver om Hjem.
Nordfyn - min Hjemstavn - saa frodig og fager:
Hild dig i Foraar, i Sommer og Høst.
Hvor jeg end vandrer, hvorhen Vejen tager,
føler jeg Længslen mod dig i mit Bryst.
Bankerne vinker, Skoven og Sletten,
Havvinden synger mig Sangen om Pletten,
om Nordfyn, mit dejlige Land! |
|
